>Engang med tiden<

Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«

»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige.

»Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.«

Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?«

»Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.«

Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby.

Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv.

Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted.

»Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten.
»Sir?«
»Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis .
»Mit kompagni, sir?«
»Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne.