>Gik ud på altanen<

Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? «

Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham.

»Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. «

»Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. «
Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham.

»Det gør jeg jo også altid,« løj han. Gert Henning-Jensen gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minutter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude.
»Jeg vandede dem i går,« sagde hun.

»Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den.
 
Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?«
»Ja.«

»Skal du møde ham i lufthavnen?«
»Han er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.«

»Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?«
»Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt.

Men Gert Henning-Jensen blev ved med at spørge. »Har han sin familie med?«
Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst.

Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet.